🥂 Tale til 50 års fødselsdag (3 Eksempler)

Kære alle sammen. Og kære Anne. Jeg ved godt, at du helst havde set, at der ikke blev holdt tale i dag. Jeg gør det kort, og jeg lover ikke at kigge på dig hele tiden, så du kan nå at få vejret. Anne fylder halvtreds. Toogtyve af de halvtreds år har jeg været med til. Jeg vil gerne fortælle jer om en restaurant. Vores første lejlighed på Vesterbro havde ikke varme den første vinter. Ikke sådan lidt dårlig varme. Ingen varme. Og i stedet for at blive vred, lavede Anne en regel. Vi skulle spise aftensmad i vinterjakker, og vi skulle kalde det vores restaurant. Der var lys på bordet. Der var en fast plads. Vi gjorde det i fire måneder. Jeg tænkte dengang, at det var sjovt. I dag ved jeg, hvad det var. Det var første gang, jeg så Anne gøre det, hun har gjort lige siden. Hun tager en situation, som ikke er til at lave om på, og finder ud af, hvordan man kan holde ud at være i den. Ikke ved at snakke om det. Ved at dække bord. Da jeg mistede mit arbejde i 2013, gjorde hun det igen. Der blev ikke holdt krisemøde. Der blev lavet en plan om onsdagen, hvor vi to skulle ud og gå en tur, uanset vejret, uanset alt. Jeg gik de ture i fjorten måneder. Jeg tror, de holdt mig oven vande. Emil og Freja, jeg vil gerne sige noget direkte til jer to. I har vokset op med en mor, der er sygeplejerske. Det betyder, at I har vokset op med et menneske, der bruger sin dag på at tage sig af fremmede, og som så kommer hjem og har mere tilbage til jer. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det. Jeg har set på det i toogtyve år, og jeg forstår det stadig ikke. Anne, du går aldrig i seng, uden at køkkenet er ryddet. Du hjælper folk, du dårligt kender. Du har altid lige én ting mere, du skal nå. Og jeg vil gerne bede om noget i dag, foran alle de her mennesker, så du ikke kan slippe. Hvil mere. Sig nej en gang imellem. Lad os tage til Norge til sommer, dig og mig, uden en plan. Du har brugt halvtreds år på at gøre det rart at være omkring dig. Nu er det din tur. Vil I være med til at skåle for Anne. Tillykke med de halvtreds, skat.

Så. Klubhuset. Winther fylder halvtreds. Jeg har fået to minutter af bestyrelsen, og jeg tror, det er, fordi de er bange for, hvad jeg kan nå på tre. Thomas og jeg har spillet på samme hold i toogtyve sæsoner. Det er tre oprykninger, en nedrykning, som vi ikke taler om, og et ukendt antal skader. Og så er der lillefingeren. I kender historien. Det gør I, fordi han har fortalt den ved hver eneste julefrokost siden 2011. Vi havde ingen udskiftere. Han brækkede lillefingeren i første halvleg. Han spillede kampen færdig. Han scorede. Han har brugt fjorten år på at fortælle om det. Og det skal han blive ved med. Det er hans. Men det, jeg gerne vil sige i dag, handler ikke om fodbold. I 2018 mistede Thomas sin far. Vi mødte op, hele holdet, i kirken. Og bagefter kom Thomas hen til mig, og det eneste, han sagde, var: I kom. Det er tre år efter gået op for mig, hvorfor vi kom. Vi kom, fordi Thomas altid selv kommer. Han er den, der ringer. Når nogen på holdet er blevet fyret, når nogen er blevet skilt, når nogen bare er forsvundet fra træningen i tre uger. Så ringer Winther. Ikke for at snakke om det. For at spørge, om man kommer på torsdag. Det har han gjort i toogtyve år, og det har holdt sammen på mere end et fodboldhold. Thomas, vi ønsker dig flere sæsoner, et knæ der holder, og at Ida når præcis derhen, hvor hun gerne vil. Og så vil vi gerne have lov at sige det højt, mens du er halvtreds og ikke kan løbe fra os. Du er en god mand, Winther. Skål. Tillykke med de halvtreds.

Kære alle sammen. Jeg har fået at vide, at man ikke selv skal holde tale til sin egen fødselsdag. Jeg har også fået at vide, at man ikke skal drikke rødvin til fisk, og det har heller aldrig stoppet mig. Jeg fylder halvtreds i dag, og jeg vil gerne bruge fem minutter på tre ting, jeg har fundet ud af. Det er fem minutter mere, end mine venner synes, jeg har fortjent. Det første handler om en skuffe. Der ligger nogle billetter til New Zealand i en skuffe hjemme hos mig. De er købt for tre år siden. Jeg tog aldrig af sted. Der kom noget i vejen, og så kom der noget andet i vejen, og på et tidspunkt holdt jeg op med at kalde det noget i vejen og begyndte at kalde det næste år. Jeg har ikke smidt dem ud. De ligger der som et lille monument over alt det, jeg har udskudt. Og det er faktisk den første ting, jeg har lært: der er ikke noget, der hedder næste år. Der er kun kalenderen, og den siger nej, hvis man ikke siger ja først. Det andet handler om det her lokale. Kig jer omkring. Der sidder mennesker her fra tre forskellige årtier af mit liv. Der er nogle fra gymnasiet. Der er nogle fra det første job. Der er naboer, der er blevet venner, og der er venner, der er blevet familie. Flere af jer har talt sammen i aften uden at vide, at I begge to har kendt mig i tyve år. Da jeg var tredive, troede jeg, at man byggede en karriere. Nu ved jeg, at det eneste, man bygger, er det her. Et lokale med mennesker i, der gider komme. Det tredje er det sværeste, og så holder jeg op. Jeg er elendig til at bede om hjælp. Jeg er også elendig til at sige tak. Jeg har ordene, jeg siger dem bare ikke højt, fordi jeg regner med, at folk kan regne det ud. Så jeg gør det nu, mens jeg står op og har et glas i hånden og ikke kan slippe udenom. Maja. Du har arrangeret det hele. Du har ringet til mennesker, jeg havde glemt at ringe til i årevis. Du har gjort det uden at fortælle mig det, fordi du vidste, at jeg ville have sagt, at det var for meget. Det var ikke for meget. Tak. Og til jer andre: lad os ses noget oftere end hvert tiende år. Skål. Og tak fordi I kom.